lørdag den 10. marts 2012

Rå og billig påske med zink, natur og bonzaitråd

Lyden af påskeharens gnasken og de små føddertrippen fra lammene kan endnu ikke helt høres, men derfor må man jo godt hygge sig lige nu med at lave pynten til påsken. Vi har en forkærlighed for det lidt rå og rustikke og det at bringe naturen med ind i stuen ligger nærmest lige for, ja det er nærmest en selvfølge. Der går ikke en eneste sæson uden, at et af de gamle æbletræer må ofre et par af dets små laubelagte grene til fryd og gavn indenfor - og ofte i selskab med mos og friske blomster.



Idag har vi været ude efter vintergækker og selvom der ikke skulle være flere af de snehvide nikkedukker tilbage, når påsken slår sig løs, så kan alternativer som ranunkler, ornithogalum ( også kaldet afrikansk lilje ) og hvide agapanthus ( skærmliljer ) fint bruges - på den her årstid hentes de dog hos blomsterhandleren og ikke i haven.
Vintergækkerne har fået selskab af lau og æblegrene i zinkkræmmerhuse. I denne udgave skal de ligge ned, men man kan fint bruge dem stående i et par sylteglas, evt. med hvidt silkepapir til at støtte op omkring siderne eller blot lidt mos og har man ophæng til dem, er de også søde i et vindue.



På turen ud i haven stødte vi på en gammel hestesko, som har fulgt huset siden sin oprindelse - den har været til skue op til flere steder på terassen og på staldbygningen, men den sidste storm tvang det til jorden og endte via menneskehænder midlertidigt på plantebordet. En ide opstod, da vi genså hesteskoen, for dens næsten æggeformede bue og det hvide afskallede maling prikkede straks til vores påsketankegang - på med et ophæng i sølvfarvet bonzaitråd, et par små æblekviste og en enkelt fjer - voila! Så nemt og så kostede det faktisk ingenting.



Bonzaitråd, som kan købes hos blomsterhandleren eller hobbyforretninger, kan anvendes til mangt og meget. Her har vi lavet nogle krussedulleæg, simpelthen blot startet med at lave en lille løkke og derfra krølle, bukke og bøje rundt og rundt indtil det er slut med det stykke let afmålte tråd. Regn med omkring en 1 meter tråd til den første du laver, og så kan du derefter selv bedømme længden alt efter hvor store eller små du vil lave æggene.
Det største af æggene har fået et bredt sølvfarvet silkebånd på - et silkebånd vi havde i gemmerne fra da vi engang fik nye håndklæder; det er godt at gemme til andre tider!
Det mellemste af æggene har fået en snoet koksgrå snor og det mindste blot en tynd ståltråd - som den sidste prik i gækkebrevet har æggene fået selskab af en enkelt hvid fjer. Igen næsten ingen omkostninger og let at lave.






Håber dette gav lidt inspiration til din påske - og i så fald god fornøjelse :)

Villa Vildnis Vintage holdet

7 kommentarer:

Lisbeth sagde ...

Råt og lækkert....nu hænger hesteskoen og pynter oppe hos mig...:-)

hej fra Lisbeth

*Pearls on a string** Dorthe sagde ...

Her ser så hyggeligt ud - her må jeg følge med og glæder mig til at se hvad du finder på.
Meget smukke billeder du har taget!

:-) Dorthe

Villa Vildnis Vintage sagde ...

Hej Dorthe, det glæder mig at du vil følge med i vores sysler.
Var lige en smut ind på din blog og sikke et smukt sted du bor. Flotte billeder med masser af stemning :o)

De bedste hilsner
Pernille

*Pearls on a string** Dorthe sagde ...

PS. Jeg har ingen billeder på fra hvor jeg bor.
Måske du kommenterer sidste indlæg? - det er en udflugt:-)

:-) Dorthe

Villa Vildnis Vintage sagde ...

Nu var det også bare et hurtigt smut :O) og ja, troede det var billeder fra hvor du bor, men uanset hvad; dejlige billeder!

Mange hilsner
Pernille

Loppe sagde ...

Sindsvagt flotte billeder....
Skarphed og perspektiv

ja og så de gode ideer..

Bravo!

Knus
Loppe

Villa Vildnis Vintage sagde ...

Tusind tak for ROS!! :o)))) Nu er resten af dagen reddet :)

Knus & kramz
Pernille

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...